Ungdomsafdelingen havde fint besøg fra AaB

I forbindelse med udviklingen af FUIK’s ungdomsafdeling, havde FUIK torsdag aften fint besøg fra AaB. Gæsten var AaB’s T+-træner Adam Harell. Adam er fuldtids T+-træner i AaB og har UEFA’s A-licens. Tidligere har han bla. trænet AaB’s U12-U15 elitehold, samt været chef på AaB’s talentskoler i Aalborg og Frederikshavn.

Adam startede ud med at holde halvanden times inspirationstræning med FUIK’s U11 drenge, hvor flere af FUIK’s ungdomstrænere stod på sidelinjen og fulgte nøje med. Der blev gået til stålet, mens Adam hele tiden forklarede spillere og trænere hvad der foregik.

Herefter blev det til 2 timers præsentation/snak mellem Adam og ungdomstrænerne i FUIK’s klublokale, hvor han bla. gennemgik øvelserne fra træningen, samt præstenterede AaB’s talentsystem lige fra U10-talentskolerne til Superliga. Der blev også snakket kort om, hvordan det pt. går de tidligere FUIK-spillere, som nu er talenter i AaB.