Talentsamarbejde med Team Viborg

Nyt tiltag for pigespillerne i Farsø-Ullits idrætsklub: Klubben starter talentsamarbejde med Team Viborg.

FUIK har de senere år oplevet, at der er kommet godt gang i de lokale pigers interesse for fodbold og antallet af pigespillere har været stigende. Interessen har i nogen grad været båret af, at Farsø Skole for få år siden havde et pige-skolehold, som spillede sig helt til semifinalen i Ekstra Bladets skolefodbold-konkurrence, men også vedholdende og engagerede trænere skal have en stor del af æren. Særligt på U10 og U11 har fodboldklubben mange pigespillere, men U9 er også godt på vej.

Derfor er bestyrelsen meget tilfredse og stolte over, at kunne fortælle, at klubben har indledt et samarbejde med Team Viborg omkring Teknik Skole og Talenttræning.

Teknikskole
Team Viborgs Teknik Skole er for U9, U10, U11 og U12 piger med ekstra motivation og lyst til fodbold. Pigerne vil på Teknik Skolen opleve at træne sammen med andre talentfulde piger, som har ekstra lyst til at udvikle sine tekniske kompetencer.

Der er Teknik Skole en gang af 1½ times varighed ca. hver 14. dag. Pigerne træner stadig hovedparten i FUIK og spiller kampe for stamholdet i FUIK, men får altså mulighed for at få ekstra træning af veluddannede trænere i Team Viborg.

Det har været vigtigt for FUIK at finde et tilbud til pigerne, hvor de kunne opleve en høj grad af tryghed. Derfor er samarbejdet med Team Viborg et perfekt valg. Pigerne vil godt nok opleve, at de skal have lidt ekstra i forhold til vilje, motivation og teknik, for at blive tilbudt at træne med på Teknik Skolen, men de vil efter en udtagelse, ikke blive sorteret fra, hvis de har en periode, hvor deres fodboldudvikling ikke går så hurtigt. Derved løftes presset fra pigernes skuldre og pigerne kan få ro til at styrke deres kompetencer.

Talenttræning
Når FUIK´s fodboldpiger bliver U13-spillere, dukker der et andet nyt tilbud op. FUIK har indledt et samarbejde, igen med Team Viborg, omkring Talenttræning for U13-U16 spillere. Som på Teknik Skolen er der tale om, at pigerne i Team Viborg kan modtage supplerende træning til den de får i FUIK. Hovedparten af pigernes træning foregår stadig i FUIK og pigerne fortsætter også med at spille kampe, med sit stamhold.

Som det er lige nu har FUIK ikke mulighed for at tilbyde den ekstra træning i Farsø og derfor er det en glæde at kunne tilbyde talenttræningen i et samarbejde med Team Viborg. Hos Team Viborg varetages træningen af elite-trænere, som alle har DBU-trænerlicens og en sådan trænerstab, kan vi desværre ikke lige nu tilbyde i FUIK.