Nyhedsbrev fra Børnekonsulenten – Juli 2016

Hej alle trænere og ledere i FUIK

Inden vi går på sommerferie vil jeg benytte lejligheden til et lille nyhedsbrev. Først vil jeg starte med en lille dejlig oplevelse:

Nemlig, det at komme ned på FUIK´s fantastisk velholdte (Super arbejde Michael og co.) træningsanlæg og opleve de mange spillere lige fra de yngste til de lidt ældre og se hvordan de glædes ved at komme ned og træne fodbold i Vores Klub. At se så mange piger og drenge hygge sig gennem legen med fodbolden og se det sociale kammeratskab de har mellem hinanden, ja – det giver en super fornemmelse af, at I alle trænere og ledere gør et super arbejde – Tak for det og klap jer selv på skulderen og fortsæt det gode arbejde. Vi kan fra klubbens side ikke sætte pris nok for det flotte frivillige arbejde I alle yder.

Jeg har brugt de første måneder på at få et godt indblik i, hvordan det går i vores børneafdeling og har været rundt til alle årgange. Det har været forskellige besøg, som supervision af træning, vise en træning, med til kamp, forældremøder, fodboldfaglige snakke og diskussioner, samt masser af inspiration i form af øvelser og gode råd. Denne sparring mellem hinanden er yderst givtigt og er med til at udvikle hele vores klub.

Dette arbejder fortsætter vi selvfølgelig med i løbet af sommeren og efteråret. I er som altid velkommen til at kontakte mig på tfl./sms på 30 70 13 38 eller email: rudimoller@hotmail.com, hvis I har brug for vejledning mm.

 

God Børnetræning:

Noget af det vigtigste i børnefodbold er, at vi bliver ved med at huske at det skal være sjovt at træne og spille fodbold og at det skal gøres i et godt fodboldmiljø og i trygge rammer.

Nedenfor kommer jeg med nogle gode rettesnore for god børne fodbold træning:

– Fælles opstart og fælles opvarmning – gerne sjove lege, man bliver aldrig for gammel til at lege!
– Husk altid 1 bold pr. spiller – det er gennem legen med bolden, man bliver bedre fodboldspiller
– Byg træningen op via stationstræning – lav gerne 3 stationer med forskellige tekniske fodboldøvelser og lad spillerne rotere rundt i små grupper – f.eks. kaosdribling, AaB kegler mm.
– Spil mange små spil og øvelser som 1:1, 2:1, 2:2, 3:2, 3:3.
– Fælles afslutning med afrunding og info – Hvad lærte vi i dag?
– Benyt jer af de forældre der står og kigger – brug dem i træningen på stationerne
– Vær velforberedt og have styr på fokus i de enkelte øvelser – hvad vil vi træne?
– Undgå: Øvelser uden bold, kø kultur, store spil på store baner mm.

Så har jeg et par andre gode ideer, som I må også kan bruge hvis I synes:

– Lær jeres spillere at hilse pænt på hinanden (evt. give hånd/ high five), når I mødes til træning og kamp – skaber en god stemning, respekt og fællesskab
– Ved kamp: løb over til modstanderens træner og ønsk god kamp – det er god stil!
– Kampråb ide: Hvem spiller vi for? FUIK – Hvad spiller vi for? Udvikling! – Det er et flot statement.

 

Inspiration:

Vi haft flere trænere til AaB´s Nordjyske trænerdag – fantastisk at vi kom af sted med hele 7 trænere. Håber I fik en masse inspiration med hjem. Jeg har her linket de AaB øvelser, som er med i kompendiet der blev udleveret. Brug dem endelig. Jeg har nedenfor også linket AaB´s selvtræningsmateriale. Få endelig jeres spillere til at prøve og dygtiggøre sig gennem disse øvelser.

We.tl/X5MXJLTxo5

Talent.aabsport.dk/selvtraening

Talent.aabsport.dk/selvtraening/kegler

Talent.aabsport.dk/selvtraening/finter

Talent.aabsport.dk/selvtraening/vendinger

Talent.aabsport.dk/selvtraening/stop-‘n’-start

Hvis alle ikke allerede er medlem, så bliv medlem på Facebook i både gruppen FUIK trænere og AaB´s talentskoler – Her er mange gode film med øvelser og inspiration. Jeg prøver at dele en masse spændende inspiration, som I kan gøre brug af i jeres træning.

Til slut vil jer ønske dig og din familie en rigtig god sommer. Nyd ferien. Vi ses på banerne – enten ved DBU og DGI Fodboldskole, Vildbjerg Cup eller på FUIK´s træningsanlæg, klar til en ny sæson.

 

Med sportslig hilsen

Rudi Møller

Børnekonsulent i FUIK